Ingen Uber-konfiskation

Københavns politi vil ikke konfiskere udbytte, men derimod fastsætte bøden efter vurdering af udbyttet

03-04-2017 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Københavns Politi vurderer, at der ikke bør nedlægges påstand om konfiskation af udbyttet hos de Uber-chauffører, der figurerer på listen fra de hollandske skattemyndigheder. Vurderingen kommer på baggrund af et spørgsmål fra socialdemokraten Mattias Tesfaye, der i januar spurgte justitsminister Søren Pape Poulsen fra de konservative, om der var grundlag for at konfiskere udbyttet fra de ulovlige Uber-kørsler.

Justitsministeriet bad om en udtalelse fra Rigsadvokaten til brug for besvarelsen af spørgsmålet.

”Københavns Politi har anmodet SKAT om udlevering af en kopi af den liste over Uber-chauffører, som SKAT er kommet i besiddelse af. Københavns Politi har nu modtaget listen og er på denne baggrund i gang med at vurdere, om betingelserne for beslaglæggelse og konfiskation af chaufførernes omsætning er til stede. Jeg kan herudover oplyse, at Københavns Politi har tilkendegivet, at jeg vil blive orienteret, når Københavns Politi har vurderet, om der på baggrund af materialet fra SKAT er grundlag for at beslaglægge og konfiskere Uber-chaufførernes udbytte. Jeg vil herefter orientere Justitsministeriet om vurderingen”, lød udtalelsen fra Rigsadvokaten i januar.

I slutningen af februar holdt Københavns Politi så møde om sagen og kom altså frem til, at de ikke mener, der skal ske en konfiskation, men at bødestørrelsen fremadrettet skal afspejle den ulovlige indtjening, som Uber-chaufføren har haft. Det fremgår af et svar fra justitsministeren til Mattias Tesfaye, der kom i fredags.

”Københavns Politi har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke er muligt mere præcist at opgøre størrelsen af den økonomiske fordel, der er opnået ved overtrædelserne, og at det vurderes, at det ønskede mål kan opnås ved at nedlægge påstand om en bødestraf, der fastsættes under hensyn til den tilsigtede økonomiske fordel. Der er større rum for skønsmæssig fastsættelse ved bødestraf, der tager hensyn til udbytte end der er ved påstand om konfiskation. Københavns Politi vil således under kommende straffesager mod Uber-chauffører nedlægge påstand om, at den enkelte chauffør idømmes en bøde, der tager hensyn til det udbytte, som vedkommende må antages at have indvundet, herunder under hensyn til den omsætning, der er dokumenteret ved den liste, som Københavns Politi har modtaget fra SKAT. Det skal bemærkes, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om bødernes størrelse henhører under domstolene” lyder svaret altså fra justitsministeren.

Spørgsmålet fra Mattias Tesfaye http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/tru/bilag/265/1739568.pdf

Svaret fra Justistministeriet http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/tru/bilag/265/1739567.pdf


Læs også

Taxiloven er vedtaget
Med godt 14. dages forsinkelse i forhold til den oprindelige tidsplan, vedtog et bredt flertal i Folketinget i dag ny taxilov
Læs mere
Medlemsmøder om ny taxilov
Hvad betyder ny taxilov for den enkelte chauffør, vognmand og bestillingskontor. Det vil Dansk Taxi Råd give svar på ved en række medlemsmøder.
Læs mere
Spørgsmål og svar om ny taxilov
Der er mange spørgsmål til den kommende taxilov. Dansk Taxi Råd har samlet en række Q & A's.
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter