Ny lov er et los bagi

Stor skepsis og ingen roser til politikerne bag ny taxiaftale, da Aarhus Taxa i aftes inviterede til politisk debatmøde

12-04-2017 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Det var direktøren fra DI Transport, der åbnede debatten i boksejargon ved at erklære, at han var i stand til at levere en god uppercut, hvis ikke alle boksede rent. Henning Hyllested fra Enhedslisten fulgte hurtigt op med, at han var i stand til at lange en lige venstre ud og så var aftenens kamp i gang. Og der blev stødt både dybt og ind i mellem urent, da Aarhus Taxa inviterede selskabets vognmænd til en debat med hele fem transportpolitiske ordførere.

Aftenens første spørgsmål blev det gennemgående tema – for hvem får egentlig glæde af den ny taxilov, når den kommer. Skulle man alene tro de mere end 100 forsamlende Aarhus-vognmænd så er det hverken dem eller kunderne, der får noget ud af en ny taxilov.

”Til hvis fordel er denne reform? Når vi ser på Holland og Sverige, så har sådan en reform ikke været til fordel for nogen. Så hvem tror I, at den gavner”, lød aftenens første spørgsmål fra vognmand Paw Olsen.

Karsten Hønge fra SF havde kunderne i fokus.

”Det er vigtigt, at vi ser på kunderne. De skal i centrum. Branchen har godt af et los bagi og det får den med mere konkurrence på fair og lige vilkår samtidig med, vi udbygger taxierhvervet og undgår cowboytilstande, så man kan leve af et fuldtidsjob i branchen. Men det har også været vigtigt for os, at det er attraktivt at være kunde i taxien”, sagde ordføreren.

SF's transportordfører Karsten Hønge skar igennem flere gange og afviste af tage særhensyn til taxibranchen, som han mente opførte sig forkælet

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti lagde sig i slipstrømmen og erklærede, at taxibranchen havde brug for et wake-up call og der også internt i branchen havde været et ønske om en modernisering. Den var Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre med på.

”Servicen har længe ladet noget tilbage at ønske og den tror jeg bliver bedre ved mere konkurrence samtidig med, at der er tryghed for kunden. Det er den balance, vi har fundet i en bred aftale som er langtidsholdbar for branchen. Der gives og tages med denne lov, sådan er det”, sagde ordføreren.

Gratis omgang

Men ved Henning Hyllested stoppede enigheden. Han mente nemlig, at det alene var vognmændene i København, der havde efterspurgt en ny lov og navnlig Dansk Taxi Råd.

”Det har været et politisk ønske at liberalisere taxiloven samtidig med, at branchen selv ønskede en liberalisering. Min opfattelse er, at det var København og Dansk Taxi Råd, men de repræsenterede ikke hele landet i den sag. Den gamle taxilov fungerede udmærket og i forhold til Uber var den helt præcis, så jeg så intet behov for en ny lov. Jeg tror, der kommer en alvorlig konkurrence og det bliver svært for jer at få smør på brødet. Den ny lov åbner for lykkeriddere og cowboys”, sagde Henning Hyllested, der straks fik en lige højre tilbage.

”Det er simpelthen en gratis omgang. Du sad med ved alle møder, Henning og så sprang du til sidst. Det er ikke fair”, sagde Kim Christiansen.

Kristian Pihl Lorentzen afviste, at biler fra Syddjurs ville sværme om Aarhus Banegård som en flue om en ostemad, men det var forsamlingen ikke enig i

Astrid Donnerborg, direktør for Aarhus Taxa, rettede opmærksomheden mod overgangsordningen, som hun synes er for kort med sine tre år i forhold til at stå på mål for investeringer og lån dertil i banken.

”Det er dybt bekymrende med kun tre år. Jeg får nok ikke ti år, selv om det ville være det bedste, men jeg vil gerne bede om fem år af hensyn til kreditbevillingsvilkårene ellers risikerer I at trække tæppet væk under både selskaber og de enkelte vognmænd”, sagde Astrid Donnerborg, der også pegede på risikoen for en ringere kundeservice med ophævelsen af den geografiske afgræsning og kørselspligten.

Kristian Pihl Lorentzen forklarede, at længden af overgangsperioden havde været et emne, der var diskuteret frem og tilbage, men opfordrede til at gøre ønsket gældende i høringsfasen, og så afviste han, at den ny lov ville forringe mulighederne for at få en taxi.

”Kom med de gode argumenter, når loven er i høring, så må vi se på det. Men jeg køber ikke den med, at der ikke kommer en taxi. Jeg tror på, at der kommer flere taxier og bedre dækning. Tror I virkelig på, at biler fra Syddjurs kommer til at holde i kø inde på Aarhus Banegård og sværme som fluer om en ostemad”, spurgte ordføreren og fik et klokkeklart og rungede ja fra de mere end 100 forsamlede vognmænd.

Kim Christiansen erklærede sig lodret uenig med direktøren i Aarhus Taxa, der ytrede bekymring over ophævelsen af den geografiske afgrænsing og kørselspligten

Kim Christiansen erklærede, at han var ligeglad om det var tre eller fem år, men mente også, at en overgangsordning på ti år var for dumt.

”Så kunne vi lige så godt have ladet være med at ændre loven med så lang en overgangsperiode. Men jeg kan forstå så meget Astrid, at I er pisse utilfredse med det hele og intet kommer til at fungerer. Der er jeg dybt uenig med dig. Jeg tror ikke på, at det her kommer til at give en dårligere betjening”, konstaterede Kim Christiansen.

Ingen særhensyn

Rasmus Prehn efterlyste også gode argumenter i forhold til længden på overgangsordningen og erklærede sig ligeledes parat til at gå fra tre til fem år.

”Men der skal altså ske noget. I Aalborg, hvor jeg kommer fra, er det helt almindeligt kendt, at det er umuligt at få en taxi torsdag, fredag og lørdag nat, når man skal ud og hjem fra byen. Det er bare helt umuligt. Det tror jeg bliver bedre for borgerne med en ny lov og et større udbud af taxier. Problemet med betjening i yderområder er der allerede og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle blive værre”, sagde Rasmus Prehn.

Karsten Hønge lukkede debatten om overgangsordningen med en klar afvisning om at tage særhensyn til taxibranchen.

”I er selvstændige, hvad ville I sige, hvis andre selvstændige krævede ind af særregler, som I gør? Skal vi også hegne dem ind og give dem kuvøsebehandling? Måske har I været beskytte for længe. Det kan godt være, at nogle mener, at den gamle lov var meget bedre, men vores vurdering har altså været, at der skal være fair og lige vilkår for branchen, man skal kunne leve af det, men kunderne skal altså også kunne få en vogn og en ordentlig service. Det med antalsbegrænsning hører en svunden tid til og det kan nok trække en tåre på kinden at sige farvel til den, men sådan er det”, sagde Karsten Hønge.

Både Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet og Henning Hyllested var bekymret over antallet af OST-biler og manglen på udbudskontrol i trafikselskaberne

Vognmand Erik Rasmussen, der i 2012 prøvede lykken med en tilladelse til offentlig servicetrafik, henledte opmærksomheden på den vilde stigning i antallet af OST-biler.

”I 2012 var der 451 biler og jeg kunne ikke leve af det. I 2013 var antallet fordoblet til 987. Året efter i 2014 var det igen fordoblet til 1.937. I 2016 var der 3.279 OST-biler. Timeomsætningen i en taxi er 240-250 kroner med et årligt fald til 7,5 procent siden 2008. Og nu vil I konkurrenceudsætte os yderligere ved at sætte markedet frit”, sagde Erik Rasmussen og pegede på hjemløshed og armod, hvis aftalen udmøntes til lov.

”Så kan I sætte nogle papkasser op nede under motorvejsbroen, for der kommer vi til at bo. Det kommer ikke til at skabe mere omsætning, at der kommer flere biler og det bliver ikke federe at være vognmand. Jeg er 57 år. Jeg havde håbet på en overgangsordning på ti år, for så kunne jeg gå på pension, når ragnarok melder sig. For det gør det”, sagde Erik Rasmussen.

Hul for svindel og humbug

Kim Christiansen beklagede udviklingen i antallet af OST-biler og Kristian Pihl Lorentzen kaldte det et håndkantsslag, da regeringen i 2011 indførte reglen om, at man skulle have en taxitilladelse for hver en tilladelse til offentlig servicetrafik. En lov som socialdemokratiet rullede tilbage, da de kort efter overtog regeringsmagten.

Rasmus Prehn erklærede dog, at han gerne havde set døren smækket i for OST-biler og nøglen smidt væk.

”Men regioner og kommuner vil kompenseres og de penge har vi bare ikke. Derfor må vi også sikre, at retstilstanden genoprettes efter NORTRA-dommen, som jo nu tillader køkkenbords-overenskomster og har skabt et ordentlig hul for svindel og humbug. Det er dybt problematisk og det vil vi gerne have stoppet”, sagde Rasmus Prehn.

Karsten Hønge kaldte det hårrejsende, når firmaer søger efter selvstændige vognmænd, som de så sender på gaden til 210 kroner i timen.

”Men løsningen er altså ikke at pege på fortiden. I er andet en vognmænd. I er selvstændige. Hvad er det for en særbehandling, I forventer? Det er skandaløst med de priser, som trafikselskabernes accepterer, men det er en anden kamp”, sagde Karsten Hønge.

Kristian Pihl Lorentzen gik så vidt som til at konstatere, at han ikke fornemmede så megen ros for den ny taxiaftale og erkendte, at OST-bilerne har presset taxierne.

”Jeg synes også timepriserne hos Midttrafik er meget lave og jeg forstår ikke, de vognmænd kan eksistere. Her mener jeg, at udbyderne skal udvise sund skepsis og der vil jeg da gerne appellere til de kommunale og regionale politikere”, sagde Kristian Pihl Lorentzen.

Henning Hyllested var enig i, at bolden ligger i kommuner og regioner og efterlyste sociale klausuler og arbejdsklausuler som et redskab for at dæmme op for de lave priser.

”Men det skal følges op af kontrol og her er Midttrafik, Sydtrafik og Movia de store forbrydere, for de følger ikke op på de bud, de accepterer”, konstaterede Henning Hyllested.

Kamp om uddannelse

Forsamlingen af vognmænd rejste også spørgsmålet om erhvervskørekortet, som er fjernet i ny lov. Her pegede Rasmus Prehn på en forbedret uddannelse og at der faktisk slet ikke havde været krav om uddannelse i regeringens udspil.

”Det var en kamp i forhandlingslokalet, det kan jeg godt sige. Regeringen, mest Liberal Alliance og mindre Venstre, mente, at uddannelsen var en unødvendig barriere. Det kaldte de det – en unødvendig barriere, men der mener jeg altså, at vi har fået en bedre uddannelse igennem”, forklarede Rasmus Prehn, der blev bakket op af Karsten Hønge.

”Vi har fjernet erhvervskørekortet og erstattet det med en forbedret uddannelse”, sagde ordføreren, der endnu engang lukkede debatten.

Klokken havde da for længst også passeret tyve og panelet rundede af med Kristian Pihl Loretzen som den sidste ordfører i rækken.

”Det har jo ikke været et kinesisk klappemøde. Jeg fornemmer en vis skepsis overfor den ny taxilov”, sagde ordføreren, der herefter blev afbrudt af en massiv klapsalve.

”Det var så den første gang, I klappede af mig i aften. Men den her lov er altså ikke skabt i frådende ondskab og vi er klar til at lave det om, hvis ikke det virker”, konkluderede Kristian Pihl Lorentzen med opbakning fra hele panelet.

 

 



Relaterede Nyheder

Læs også

10.000 ture giver million-bøde
Anklagemyndigheden kræver bøder til Uber-chauffører svarende til den omsætning de har haft plus 15-20 procent
Læs mere
Muligheder i førerløse taxier
Selvkørende biler giver nye muligheder for automatiske taxiflåder mener Dansk Taxi Råd på flere Folkemøde-debatter
Læs mere
Eksperter ser på transport
Ole Birk Olesen nedsætter ny ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til fremtidens transport
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter