Vi skal tage ja-hatten på

DTR-formand har det svært med ny taxilov, men opfordrer taxibranchen til at tænke positivt og gribe mulighederne i ny lov

10-05-2017 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Det var en bundærlig formand, der i fredags gik på talerstolen på Dansk Taxi Råds generalforsamling i Vejle og indrømmede, at han har det svært med ny taxilov og den omstilling af erhvervet, som lovændringerne vil medføre.

”Omstilling er ikke det, vi er bedst til. Det er lidt som når ens hustru har flyttet rundt på alle møblerne. Det kan næsten medføre en skilsmisse, men når man så først har vænnet sig til det, så sidder man måske i virkeligheden meget godt og udsigten er måske endda bedre fra stolens ny placering i stuen. Jeg tror, vi skal tage ja-hatten på. De gamle dage kommer aldrig igen. Aldrig”, konstaterede John Lindbom.

Han fortsatte den ærlige stil med den erkendelse, at mange i taxibranchen ikke bryder sig om udkastet til den ny taxilov og mener, at Dansk Taxi Råd ikke har trukket loven i den rigtige retning.

”Mange synes ikke, det er godt nok, men politik er det muliges kunst. Jeg synes også, det er svært og havde nok gerne set det hele, som det var engang, men sådan er det bare ikke i vores moderne verden. Det er svært at spå om fremtiden, men jeg vælger at tro på, at der kommer noget godt ud af den ny taxilov. Vi skal gribe mulighederne. Det er vores pligt. Vi skal være de bedste. I dag, i morgen og i hvert fald seneste den 1. januar”, sagde John Lindbom.

Tommy Nielsen fra Tommys Taxi i Aulum erkendte, at den ny taxilov ikke var hans kop te, men mente det kunne have været meget værre uden Dansk Taxi Råds arbejde

Også Dansk Taxi Råds direktør berørte lovændringerne i administrationens beretning og pegede ligesom formanden på, at politik handler om at give og tage for at få det hele til at hænge sammen.

”Men der er væsentlig forskel på det udspil, som regeringen kom med og den aftale, vi fik i hus. Jeg mener, at vi kan være godt tilfredse, når vi ved, hvilken liberalisering vi stod overfor, hvis ikke vi havde haft det gode samarbejde med Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti og Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet”, forklarede Trine Wollenberg, der samtidig erklærede, at hun til fulde forstod taxibranchens tvivl.

”Nu står jeg her og roser taxiaftalen og siger, at vi skal være tilfredse, men jeg ved godt, at det bliver en svær omstilling. I er udfordret på jeres faglighed og forståelsen af hvad, det vil sige at køre taxi. Men folks adfærd ændrer sig. Der er en stor holdningsændring til transport i gang. Flere delebiler og med tiden selvkørende biler. Det kommer vi som erhverv til at tage stilling til, om vi kan lide det eller ej”, sagde Trine Wollenberg.

Efter beretningen gik Tommy Nielsen fra Tommys Taxi i Aulum på talerstolen og takkede Dansk Taxi Råd for det store politiske arbejde i forbindelse med taxiloven.

”Det er ikke landtaxiernes kop te, men det kunne have været meget værre og derfor vil jeg også gerne sige tak”, sagde Tommy Nielsen.


Læs også

10.000 ture giver million-bøde
Anklagemyndigheden kræver bøder til Uber-chauffører svarende til den omsætning de har haft plus 15-20 procent
Læs mere
Muligheder i førerløse taxier
Selvkørende biler giver nye muligheder for automatiske taxiflåder mener Dansk Taxi Råd på flere Folkemøde-debatter
Læs mere
Eksperter ser på transport
Ole Birk Olesen nedsætter ny ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til fremtidens transport
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter