Muligheder i førerløse taxier

Selvkørende biler giver nye muligheder for automatiske taxiflåder mener Dansk Taxi Råd på flere Folkemøde-debatter

20-06-2017 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Busser spyttet ud af 3D-printere og ingen til at køre dem. Fremtiden er førerløs, hvis man skal tro en række debattører på årets Folkemøde, der havde digitalisering og selvkørende biler som et af de helt store emner på dagsordenen indenfor transportsektoren.

Dansk Taxi Råds direktør var paneldeltager i to debatter om fremtidens transport. Fredag morgen lagde Radikale Venstre telt til en debat med overskriften: Selvkørende fremtid – trussel eller udviklingsmulighed og her var svaret fra taxibranchen, at det er en mulighed.

”Taxibranchen er i følefasen, hvor vi skal finde ud af hvordan, vi skal gribe mulighederne an – for det er en mulighed med selvkørende biler. Det er først en trussel, hvis vi læner os tilbage og ikke følger med fremtiden”, sagde Trine Wollenberg under debatten, hvor hun også pegede på en decideret gevinst for branchen med automatiseringen.

”Set fra taxibranchens synsvinkel er der en effektiviseringsgevinst i førerløse biler, fordi lønudgiften i branchen er stor og den kan blive mindsket. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi ikke skal tale om, at chaufførerne så bliver arbejdsløse. Derimod skal vi tale om hvad, de skal lave i stedet, hvordan de bliver efteruddannet og hvordan vi udnytter de ressourcer, der bliver frigivet, når de ikke længere skal sidde bag et rat”, forklarer Trine Wollenberg, der også pegede på de selvkørende biler som en del af mobilitetsudfordringen i de tyndere befolkede dele af landet.

”Mange steder kan det ikke betale sig at have en taxiforretning kørende, men her giver de førerløse biler jo også en mulighed for et nyt forretningskoncept. Vi kommer til at udfordre vores medlemmer og definere hvad vores kerneprodukt meget præcist er for at finde vores plads i en ny fremtid. Vi skal se produktet på en ny måde og det kan automatiseringen være med til. Vi kender vores marked, vores flåder og hvordan vi bedst udnytter dem. Det skal vi have overført til en førerløs flåde, for de førerløse biler er ikke vores konkurrenter. Det er privatbilerne, som folk selv ejer. Kan vi flytte folk ud af dem, så kommer der også mere kørsel i taxierne om de så er med eller uden fører”, siger Trine Wollenberg.

Radikale Venstre havde sat selvkørende biler på dagsordenen i deres telt

Senere på dagen var det Ingeniørforeningens telt, der dannede rammen om en debat om den kunstige intelligens og dens betydning for transporten. Her offentliggjorde SIRIkommissionen, der blandt andet skal kortlægge, hvordan Danmark kan udnytte udviklingen inden for kunstig intelligens og den digitale disruption til vækst og flere job, seks konklusioner på kommissionen foreløbige arbejde på transportområdet.

  1. Vi skal eksperimentere med førerløse biler i en dansk kontekst
  2. VI skal have sammenhængende mobilitet for både mennesker og varer
  3. Borgerne skal være trygge ved ny teknologi
  4. Data skal være tilgængelige for alle, der vil bruge dem
  5. Fokus på nye teknologier skal forhindre fejlinvesteringer i infrastruktur
  6. Nye transportteknologier skal skabe et bæredygtigt Danmark

Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd, debatterede med SIRIkomminsionens øvrige medlemmer i Ingeniørforeningens telt

Dansk Taxi Råd har siddet med i SIRIkommissionen og deltog således også i paneldebatten med kommissionens formand Ida Auken samt Ingeniørforeningens formand Thomas Damkjær Petersen. Herudover var Michael Svane, direktør i DI i panelet sammen med Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten og Niels Madsen fra Passagerpulsen.

Hver af paneldeltagerne havde udvalgt en konklusion, som de motiverede deres fokus på. Dansk Taxi Råds direktør Trine Wollenberg pegede på konklusion nummer to som den mest interessante.

”Taxierne binder transportformer sammen og vi tror på endnu mere sammenhæng i mobiliteten. Vi er i gang med et spændende projekt i Nordjylland, hvor taxier og delebiler bliver et tilbud i den nordjyske Rejseplan. Det åbner for en række muligheder i hele landet og kan flytte flere fra privatbilen og over i taxier og delebiler”, forklarer Trine Wollenberg.

Også her kom de førerløse biler i spil og ordstyrer Christiane Vejlø, der er vært på tech-programmet Elektronista på Radio 24Syv, spurgte ind til hvad taxichaufførerne nu gør, når fremtiden er førerløs.

”Det er vigtigt at sige, at chaufførerne skal noget andet og at de ikke bliver arbejdsløse. Taxibranchen er meget konservativ, men vi bliver nødt til at forhold os til den dagsorden, der optager politikerne og samfundet”, sagde Trine Wollenberg under debatten.


Læs også

TAXA 4x35 overdrager taxakørsel i Kolding til Taxa Fyn
Fra den 1. november 2017 vil kunderne skulle kontakte Taxa Fyn i stedet for TAXA 4x35, når de ønsker kørsel i Kolding
Læs mere
Konference om ny taxilov
Dansk Taxi Råd afholdte den 14. september 2017 en konference i samarbejde med TØF og Kollektiv Trafik Forum om ny taxilov.
Læs mere
Vejle strammer op på Flextur
Vejle Kommune indfører restriktioner på brugen af Flexture inden for byzonerne
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter